Af Chris Kuylenstierna
Moderne metoder til guldudvinding sikrer fremtiden for små landsbyer i Bolivia
Som frivillig i Dialogos arbejder jeg med vores ‘guldprojekt’ i Bolivia, der går ud på at fjerne kviksølv fra guldudvindingen og erstatte den med andre teknikker, samt undervise minearbejdere og ikke mindst nøglepersoner i lokalsamfundet ift. farligheden af kviksølv. Som led mit frivillige arbejde rejste jeg i april 2022 til Bolivia for at blive klogere på virkeligheden i vores samarbejdslande – og at bringe den nye viden hjem og formidle den i Danmark.
Første del af turen går til projektområdet i Guanay, lavlandet ned mod Amazonas-bækkenet. Det er ca. 9 timers kørsel ned af det der tidligere gik under betegnelsen ’Dødens landevej. Vejen er nu blevet bedre, men er, på dette tidspunkt af året, ,meget støvet. Derfor gælder det om ikke at ligge på baghjul af andre biler.
Det er en lang tur med indlagte pauser – hvoraf enkelte ikke er planlagte.
Bl.a. må vi på værksted for at reparere baghjulet – som hele tiden truer med at falde af. Ting tager tid hernede – og det er da også i Latinamerika at begrebet ’mañana’ er opfundet (altså det der med at hvad vi ikke når idag – når vi i morgen).
Varmen er allerede på ca. 30 grader her om morgenen, hvor vi er inviteret til et møde i PILCOL og hvor Rosario Mollinedo, sekretær for ligestilling, byder velkommen i organisationens lokaler i Guanay. En kold Coca Cola hjælper dog med at tage den værste top af varmen.
PILCOL er en paraplyorganisation for indfødte LECO-indianere. Leco-kvinder er organiseret i deres egen (under)organisation OMIL. Det er denne organisation som Plagbol, Dialogos projektpartner, lige har indledt et samarbejde med – og som vi besøger.
OMIL repræsenterer bl.a. de kvinder der arbejder med guldudvinding langs flodbredderne. De kæmper for bedre forhold for kvinderne, med at tilgodese kvindernes rettigheder, at forsøge at sikre bedre leve-og sundhedsforhold – og i det hele taget at gøre tilværelse mere bæredygtig.
Rosario fortæller at landsbyboerne der arbejder med guldudvinding generelt lever et meget usikkert liv – nogle er, også set med lokale øjne, særdeles fattige. De ’skraber knoglerne’ fra de store mineselskaber, der har invaderet de områder der ellers tilhører lokalsamfundene. Selskaberne indgår licenser med militæret, som kontrollerer alle flodsenge, og de fleste mineselskaber er ejet af tidligere militærfolk. Minearbejderne (mændene i landsbyerne) indgår en 1-årig kontrakt med virksomheden. Udbyttet bliver opgjort månedligt men resultatet er, nok ikke helt uventet, at de står tilbage med 20% mens virksomhederne tager 80% af overskuddet.
Efter at have tømt områderne står samfundene tilbage med jord, der er ødelagt, forurenet og uegnet til fx landbrug.
Kvinderne har ikke kontrakt med firmaerne, men har ret til at udvinde guld fra det restmateriale der er tilbage efter udvindingsprocessen – altså efter at mændene og firmaet har taget det bedste. I sagens natur har de heller ikke sygesikring eller er sikret fagforeningsmæssigt.
Flodlejet indeholder dog stadig en acceptabel mængde guld, der gør det muligt for kvinderne at fortsætte arbejdet med guldudvinding. Derfor vækker vores nye anlæg og de nye teknikker meget stor interesse.
En af projektdeltagerne, en kvinde fra landsbyen Chavarria siger: ’jeg har udvundet lige så meget guld på 3 timer med jeres anlæg, som jeg kan nå på en hel dag nede i floden. Og når jeg skifter kviksølv ud med borax i stedet for kviksølv, sparer jeg både penge og forurener ikke’.
Det er disse kvinder projektet forsøger at hjælpe – specielt set i lyset af den massive forurening, med afledte sygdomme og helbredsproblemer, som den ukontrollerede brug af kviksølv i guldudvindingen medfører i lokalområdet.
Rosario fra PILCOL fortsætter: ’vi har været meget tilfredse med de workshops projektet har gennemført ift. kviksølv. De 35 kvinder der har deltaget har lært meget – men ikke alle kvinderne fik chancen for at deltage, så vi vil gerne have flere af slagsen. Og ikke kun om minedrift og ,kviksølv – gerne noget om forurening og miljø. Og så vil vi også gerne lære mere om hvordan vi forbedrer vores organisation – og bliver bedre til at ’tale vores sag´’.
Et andet emne der bekymrer kvinderne – og som de også gerne vil have hjælp til – er at skabe andre former for indkomstskabende aktiviteter som de, udover guldudvinding, kan falde tilbage på når mineselskaberne forlader området om et par år. ’For hvad skal vi ellers leve af’ slutter Rosario. Her tænker de fx på mikrolån til at kunne købe nogle høns, ænder eller grise, på fiskeopdræt (fordi fiskene i floden er forurenede af kviksølv, mm.).
Samarbejdet med PILOCOL og OMIL er nyt – men grunden er lagt til et meget frugtbart fremtidigt
samarbejde. Viljen er der, fra alle sider: ikke kun mellem projektet og kvinderne, men også med andre aktører i området. Således har projektet indgået aftaler med andre NGO’er der indebærer at man kan komplementere hinanden. Det vores projekt ikke kan bidrage med kan de andre NGOer måske, og således, vil vi, sammen, kunne levere en mere omfattende ’pakke’ af bistand til landsbyerne.
Fremtiden tegner lysere.
