Af Erik Jørs, formand for Dialogos
Behovet for hjælp er enormt i ulandene. Som en ulandsarbejder engang lidt usmageligt sagde: “Bare rolig, der er nød nok til alle”. Mange mennesker, også tidligere ulandsarbejdere, vil gerne støtte ulandsarbejdet og måske også bidrage aktivt. Men hvordan kommer man igang, når man vil mere end give en halvtredser til indsamlingsbøssen ved hoveddøren?
Formelle og uformelle krav
De fleste projekter opnår støtte gennem Danida, der formidler det, vi betaler over skattebilletten til ulandsarbejde. De formelle krav er, at man søger som forening med mindst halvtreds bidragsydende medlemmer, har et lokalkendskab til det område, hvortil søges støtte og kan præsentere et relevant projekt. Danida har skriftlige vejledninger, man kan støtte sig til, ligesom man gennem Projektrådgivningen i Århus kan få vejledning og deltage i kurser, der ruster en til at søge og gennemføre et projekt.
Den største hurdle er at finde en ulandsforening, der vil bruge ens arbejdskraft, som andet end staffage og et bevis for den folkelige forankring, som Danida kræver. I langt de fleste foreninger udføres det praktiske og beslutningskrævende ulandsarbejde af et mere eller mindre professionelt sekretariat, og evt. frivillige bruges som raslebøsser ved de årlige husstandsindsamlinger eller i oplysningsarbejdet.
Det er i sig selv da også prisværdigt; men vil man mere, er det svært, med mindre man lader sig ansætte i ulandsforeningerne. En anden hurdle er at finde en troværdig samarbejdspartner i ulandet og få et projekt formuleret i samarbejde med målgruppen for projektet. Det er næsten kun tidligere ulandsarbejdere med kontakter i de lande, de har arbejdet i, der kan opfylde dette. Ikke desto mindre er det meget rimelige krav at stille til et projekt, hvis det skal kunne opnå støtte. Endelig må man være indstillet på at meget fritid går med administration og møder omkring projekterne.
Hvordan gjorde vi og hvad kom der ud af det?
Efter flere års arbejde i andre ulandsforeninger var vi flere tidligere ulandsarbejdere, der gerne ville fortsætte vores engagement, samtidig med vi ikke afskar os fra familieliv og karriere i Danmark. Vores idé var at lave en forening, hvor det praktiske arbejde på projekterne skulle varetages af lokale professionelle i de lande, vi måtte komme til at arbejde i.
Vores bidrag skulle bestå i at skaffe pengene til projekterne, varetage den overordnede administration og bidrage fagligt ved udformning og evaluering af projekterne, gennem regelmæssige projektbesøg og møder i Danmark. Vi skulle være en åben forening, hvor folk skulle kunne komme ind fra gaden med deres projektideer og lokale kontakter og bruge foreningens navn til at opnå støtte.
Foråret 1993 stiftedes foreningen, vedtægter og idégrundlag kan ses i vores arkiv ‘dokumenter‘ på hjemmesiden.
Vi fik tilsendt projektforslag fra en boliviansk NGO, og 1994 fik vi støtte gennem Danida til projektet. Projektet har siden uddannet barfodslæger, støttet dyrkning af grøntsager og proteinrige afgrøder og styrket den lokale organisation i projektområdet (for nærmere se andetsteds på hjemmesiden under Prodeco).
Projektet er netop blevet udvidet til endnu en fireårs periode i yderligere 17 landsbyer, endvidere er nystartet et lignende projekt i samarbejde med en anden NGO Cimes.
Siden 1996 har foreningen støttet et værkstedskoleprojekt, hvor eleverne i folkeskolens ældste klasser for basale håndværksmæssige færdigheder indenfor metalsløjd, træsløjd, syning, el og mekanik.
I øjeblikket arbejder en gruppe under foreningen med en ny projektidé i Nepal, ligesom der er planer om et projekt i Guinea Bissau. Foreningen er gået aktivt ind i et samarbejde med en dansk højskole, hvor der pr. 1/1 2000 og herefter halvårligt afholdes et Boliviakursus, hvor eleverne skal besøge projekterne, og herefter hjemme i Danmark formidle deres indtryk videre.
Endvidere er startet en halvårlig udgivelse af en nyhedsavis og denne hjemmeside. Foreningen vil fremover satse meget på en bred formidling af ulandsarbejdet, da det er grundlaget for at den positive indstilling i Danmark til ulandsarbejdet fastholdes og styrkes.
Hvor langt vi skal nå, og hvor store vi skal være, afhænger helt af den frivillige arbejdsindsats medlemmerne til enhver tid er villige til at yde; men vi vil ikke være større end friskheden, nytænkningen og tætheden til græsrødderne bevares.
Vil du være medlem af foreningen, yde en arbejdsindsats eller blot gennem dit medlemskab støtte foreningens arbejde er vi meget taknemmelige, og du kan kontakte os på adressen som skrevet andetsteds på hjemmesiden. Medlemskab koster årligt 150,- kr.