Rejsebrev fra Nepal

Skrevet af Katja Thøgersen og Morten Staun, som sammen med Annie Oehlerich har været på projektbesøg i Nepal i forbindelse med opstarten af anden fase Diálogos/ICOEPH pesticidprojekt.

Som nye frivillige i Diálogos har det været et stort privilegium at være på vores første projektbesøg hos Nepal Public Health Foundation og vores fælles pesticidprojekt. Rejsen gik til Kathmandu og senere til Chitwan-distriktet tæt på Nepals sydlige grænse til Indien. De sidste 3 dage opholdt vi os igen i Kathmandu for at slutte af med møder med vores partners medarbejdere på hovedkontoret.

Knapt var vi landet i Kathmandu før den første lille overraskende forskel til Danmark viste sig. Vi havde på forhånd hørt, at det er nemt og hurtigt at få visum i lufthavnen i Kathmandu. Efter at have brugt et sted mellem 2 og 3 timer i 3 forskellige køer måtte vi sande, at det ikke længere er hverken nemt eller hurtigt.

Turen til hotellet bød også på lidt forskellige oplevelser. For det første virker det som om samtlige hustande har trukket deres eget lille kabel til et fælles elværk.  Selvom kablerne er samlet i bunder ligner de alligevel et virvar af garnnøgler, der er trukket langs nogle stakkels lygtepæle. På hotellet får vi af vide, at vi skal spare på strømmen, fordi der 80 % af tiden er blackouts og hotellet kører derfor på generatorstrøm og batterier. Ikke så underligt med alle de ledninger, der trækkes tilsyneladende fuldstændigt tilfældigt langs de snørklede, smalle og ekstremt trafikerede veje i hele byen. Men der er selvfølgelig en eller anden orden som vi ikke forstår.

Det gælder også trafikken, som finder sted i et hæsblæsende tempo med millioner af scootere, dyt, mærkelige sving, viftende hænder og hidsige fløjt fra trafikbetjente. Vi blev noget forbløffede, da vi hører at en lov forbyder unødvendige dyt, hvilket efter sigende har reduceret mængden af dyt ganske betragteligt. Der må ha været en ulidelig larm før denne lov.  Heldigvis glider trafikken uden problemer, fordi alle er enormt opmærksomme på at give plads til andre.

Selvom lydbilledet ikke præges af nær så mange dyt som tidligere er der ikke just stille i den travle by. Det er som om de mange gadehunde, der ses overalt i byen, har en konstant optrappende konflikt kørende med hinanden – særligt når mørket falder på. Den ene overgår den anden i aggressiv gøen og bedst som man tror de har fundet en nogenlunde magtfordeling er der en tredje eller fjerde hund der blander sig i det verbale salgsmål. Vi må konkludere, at hundes konfliktrapper ikke fungerer som menneskers for de når aldrig det trin, hvor kommunikationen ophører…

Efter de første 2 dage i Kathmandu fløj vi til Chitwan, hvor projektets aktiviteter foregår. Her mødte vi projektteamet med Simrin i spidsen. Det gik hurtigt op for os, at den officielle opstartsreception for projektet som skulle finde sted dagen efter vores ankomst, havde udviklet sig til et større seminar. Projektteamet havde arbejdet hårdt i lang tid på at gøre klar til seminaret og at de overhovedet havde tid til at modtage os og lytte på oplæg om Diálogos, DASAM og ICOEPH var i sig selv imponerende. Alle var enormt gæstfrie og gjorde sig umage for at give os den bedst mulige oplevelse.

Seminaret foregik på nepalesisk og selvom projektteamet gjorde hvad de kunne for at oversætte små kernebudskaber undervejs var det ikke nemt at få et overblik over de forskellige synpunkter. Dog var det helt tydeligt at projektet har haft stor succes med at samle både lokale deltagere og nationale interessenter til seminaret.

Billede 2. Katja modtages med manér som paneldeltager med traditionelt nepalesisk tørklæde.

Chitwan er både navnet på distriktet, hvor projektet foregår og på en stor nationalpark, der rummer et imponerende dyreliv. En tidlig morgen fik vi tid til at tage på en kanotur ind i nationalparken efterfulgt af en kort gåtur igennem noget af regnskoven. Inden vi overhovedet var kommet i kanoen fortæller Annie, som har boet store dele af sit liv i Bolivia og derfor har hurtigt til at finde de spanske udtryk frem, at hun lidt længere hende af en sti har set en Rhongodong. Vores lokale følgesvende har lidt svært ved at forstå, hvilket dyr der er tale om. Det viser sig at være en lille næsehornsfamilie, som trækker tættere på de beboede områder om natten.

Fra den lange og smalle kano, som blev fyldt til synkepunktet med kinesiske turister,  fik vi øje på flere forskellige slags krokodiller. En meget insisterende kvindelig kinesisk turist syntes, at hun skulle stå op i kanoen og tage selfies med de sultne bæster, hvilket fik både undertegnede og diverse guider til at tage nogle ufine gloser i brug.

Ved landingsstedet holder vores guide en lille introduktion til den lille del af nationalparken som vi skal gå igennem. Introduktionen handler mest om, hvordan vi skal opføre os, hvis vi møder nogle af de vilde dyr og pludselig går det op for os, at vi har rodet os ud i mere end vi har nerver til. Gem jer i småt buskads, hvis der kommer vilde hanelefanter, hop op i et træ hvis der kommer næsehorn, stil jer tæt sammen og lav høje lyde, hvis der kommer en bjørn og endelig hvis der kommer en tiger – bed til gud. Med denne noget skrækindjagende introduktion begav vi os noget tøvende ud på en times gåtur, hvor vi var nødt til at terpe de forskellige procedurer. Mange turister håber sikkert at møde en masse af de førnævnte dyr, men vi var faktisk lettede da vi kom ud på den anden side og kun havde fået et glimt af nogle søde små antiloper af en art. Vi dristede os til at spørge hvad det var for nogle dyr lidt længere fremme på stien og følte os både lettede og lidt til grin, da vores guide svarede ”domestic cattle”.

Da nerverne var faldet lidt til ro fik vi mulighed for at besøge flere af de lokale landbrugskooperativer, som projektet har til formål at hjælpe. Nepalesisk gæstfrihed er meget veludviklet og tæt forbundet med madkulturen, så det blev både et interessant møde med forskellige holdninger til pesticider og barriererne for at tillægge sig en mere økologisk landbrugsproduktion og til smagsprøver på lokale egnsretter og masse af the.

Tilbage i Kathmandu var programmet mindre pakket end i Chitwan og vi fik således tid til at besøge nogle af de mange Hinduistiske og Buddhistiske templer i den travle hovedstad. Man glemmer for en stund den hektiske trafik og larm, når man træder ind på en tempelplads med bederuller, røgelse og tibetansk musik.

Fra templet Swayambuda har man udsigt over hele Kathmandu og de omkringliggende dele af Himalaya. En stejl trappe leder op til det smukke tempel. Den lille bakketop er også hjem for en kæmpe koloni af nysgerrige aber, der stjæler frugt og vandflasker fra uopmærksomme turister. Selvom udsigten (og trapperne) tager pusten fra de fleste, får man også et klart bevis på den alvorlige forurening som indhyller byen i et tyk lag smog. Sigtbarheden er særligt begrænset henover de travleste dele af byen.

Billede 4. 360-graders udsigt over Kathmandu fra det buddhistiske Swayambuda-tempel. Til højre ses hvordan byen er indhyllet i smog.

Vi fik også tid til en interessant workshop med personalet på hovedkontoret i Nepal Public Health Foundation, hvor vi blandt andet diskuterede læringspunkter fra projektet i Chitwan og mulighederne for at lave fortalervirksomhed i Nepal.

Besøget i Nepal har været en stor læringsrejse for os. Vi har fået indblik i en enestående kultur og en gæstfrihed vi aldrig har oplevet magen til. Turen har for alvor givet os indblik i hvor mange forandringer Diálogos projekter kan være med til at skabe lokalt. Første fase af projektet er for længst overstået, men vi ser fortsat nye effekter af aktiviteterne og den læring som alle parter fik undervejs. Nepal Public Health Foundation består af ekstremt dygtige og engagerede mennesker, der mestrer forskning, netværksdannelse, monitorering, fortalervirksomhed og projektledelse. Endelig har det været yderst lærerigt at være af sted med en kvinde med erfaring og power som ganske få i den danske udviklingsbranche. Vi er dybt taknemmelige for at have fået denne enestående mulighed og ser frem til at være en del af Diálogos og projektet i Nepal fremover.