Projektbesøg i børnehøjde
Skrevet af Louise Hindenburg, Formand for Diálogos og en del af Karamojagruppen
- fase af vores projekt i Karamoja sluttede 30. juni, og vores CISU ansøgning om et nyt projekt med start 1. juli blev bevilget. Derfor skulle vi til Uganda for at afslutte det gamle og opstarte det nye projekt med vores partner KIMHECOP. Da det faldt midt i sommerferien, blev jeg enig med min mand om at bruge vores sommerferiepenge på en rejse til Uganda. Vi synes, vores børn, William på 5 år og Sofie på 8 år, var klar til at se en helt andet vidunderlig del af verden.
Flygtningestrøm og fødevarer krise
Vi havde næsten 6 dage i Moroto, byen hvor KIMHECOP har deres kontor. En forholdsvis stor by, hvor hovedvejen er asfalteret, og der er en bank med hæveautomat. I de år Diálogos har arbejdet i Karamoja, er der kommet mange flere organisationer til byen. Særligt FN har meget arbejde, da mange af flygtningene fra Sudan kommer ind i Uganda her. Der er et enormt pres på Uganda i disse dage, hver eneste dag flygter 3000 mennesker fra Sudan over grænsen til Uganda[1]. Uganda håndterer flygtninge på en særlig måde. De modtager dem i et modtagelsescenter, efter få dage bliver flygtninge sendt videre til de lokale områder, hvor de får tildelt et jordlod. Her kan de dyrke deres jord med ekstra hjælp til mad i starten.
En af de andre store udfordringer, som forværres af de mange flygtninge, er fødevarer krisen i Karamoja. Høsten har nu slået fejl fire gange i streg og der er stor mangel på mad. Det mad man kan købe er dyrt og derfor ikke tilgængeligt for de fattigste. Karamoja er derfor igen ramt af krise. KIMHECOP mærker en ændring i befolkningens attitude, normalt er det en stærkt befolkning der kæmper for overlevelse gennem krig of fattigdom. De mange fejlslagne afgrøder begynder at tage modet fra befolkningen og flere prøver ikke engang længere.
Gæstfrie ugandere
Det ændrer dog ikke på at uganderne er nogle af de mest gæstfrie mennesker jeg kender! Mens jeg gennemgik projektplanen, budgetter og målopfyldelse med KIMHECOP, fik William og Sofie lov til at tage med i skole. Uganderne går i skole fra de er 3 år, på den måde har de lært en del før nogle af dem bliver hevet ud af skolen for at lave manuelt arbejde. Børnene løb Sofie og William i møde, de var meget fascinerede af Williams blonde hår og Sofies skridttæller ur. Børnene fortalte stolt Sofie og William hvad de lærer i skolen og læreren viste dem rundt. Det var en stor oplevelse fra alle.
Vi besøgte en af de kvindegrupper, som har været en del af det gamle projekt i mange år. Landsbyen mente at det var en gave til dem at jeg havde taget min familie med. Efter en snak om hvad de har fået ud af arbejdet med KIMHECOP, bød de os ind i deres landsby og små hytter, en oplevelse for både børn og voksne. I Karamoja bygger kvinderne husene, det kan tage flere måneder, da de skal først skal finde grene og strå. William og Sofie blev budt ind i en af de gamle damers hytte. De sover på et ko skind og har et lille bål til at varme dem om natten – uden udluftning.
Besøg veloverstået
Jeg fik afsluttet det gamle projekt med positive resultater og sammen fik KIMHECOP og jeg lavet planer for næste år for derved at sikre at de også kan komme godt i mål ed det nye projekt.
[1] Artikel fra www.dr.dk 16. marts 2017 ”Uganda har knækket koden- flygtninge bliver i nærområdet”
