af Annie Oehlerich

Det har regnet i nat, skyerne hænger tungt ind over bjergene. Alt er indhyllet i tåge, som havde en kosmisk edderkop spundet dalen ind i sit spind. Vi er tæt på Saimaipatas snoede bjergveje, et yndet turistområde i bjergene, 100 km udenfor Santa Cruz, byen er kendt for sin inkaruin og et behageligt klima. Dalen efter er Pampas Grande, hvor markerne endelig kan brede sig fladstrakt mellem bjergene. Bolivias spisekammer kaldes området med rette; tomater, squash, ris, broccoli, mani, majs, bønner, bananer, vandmeloner. Alt gror her, afgrøderne bugner, ligesom pesticidforbruget stiger kraftigt for at øge landbrugsproduktionen.

Don Alejandro er en lille vejrbidt mand med senede skuldre, han er med i Plagbols nye projekt i Pampas Grande og en erfaren bondeforeningsmand. Jorden er indlejret i blodet, i over 70 år har han dyrket markerne i dalen. I dag bor han alene tilbage sammen med sin gamle mor på 98 år, i et par lerklinede huse med tegltag. Mandshøje kaktus omkranser huset, på gårdspladsen står en udtjent bil, som nu huser et par høns. Støvet ligger overalt, men bonden gør plads på en bænk, der er støbt i ler langs den ene væg, et håndvævet tæppe er lagt over for at bløde op. Haglgeværet og transistorradioen hænger under taget. På væggen en machete. Don Alejandro er den ældste søn ud af syv søskende, allerede fra barnsben sagde hans far, at jorden køerne og markerne var hans. ”Jeg arbejdede for at de andre kunne læse”, fortæller han, ”de bor alle i byen og har fine titler, men jeg fik det bedste kort, for jeg fik jorden og de andres respekt, papito kalder de mig, når de kommer”. Så længe han kan, bliver han her sammen med sin mor og lever af jorden og dyrene. Don Alejandro er med på Plagbols kursus, hvor bønderne i 17 landsbyer får undervisning i forebyggelse af pesticidforgiftninger med udbredelse af mere miljøvenlige dyrkningsmetoder i landbruget, og Don Alejandro er meget interesseret i Plagbols projekt, for han har et stort problem: køerne!

Da hans far døde, arvede han 92 køer, men efter et par år var der kun 40 tilbage, dyrene går frit omkring, men omkom på stribe, da de åd tomme pesticidbeholdere, som bolivianerne smider hvor som helst i naturen. Maverne kunne ikke klare alt det plastik, fortæller han mig. ”Jeg kommer til alle møderne, som ingeniøren holder”, siger han ivrigt og peger på den bolivianske ingeniør Omar der står i baggrunden. ”Det er en ny og meget brugbar viden, især for sådan en som mig, der aldrig har gået i skole. Jo, han er god til at forklare”. Plagbol har haft succes med håndteringen af det giftige affald, bønderne lytter interesseret – og Alejandros store kærlighed, køerne, har ikke længere maveonde.

Plagbol er Diálogos’ mangeårige samarbejdspartner i Bolivia. Det aktuelle projekt er baseret på erfaringer opnået gennem de sidste tre år, og formålet er at bidrage til at mindske sundhedsrisici som følge af pesticider blandt borgerne i projektområdet ved at sikre adgang til pesticidfri fødevarer, mindske brug af sprøjtemidler til skadedyrsbekæmpelse i hjemmene, og rense miljøet for brugt pesticidemballage gennem indsamling og genbrug efter rengøring for pesticidrester.

På vej ud til projektbilen kommer den ældste indianer, jeg endnu har set, ud af sin hytte sammen med en hund, foran døren ligger et par fritgående grise og grynter, et par kæppe er bundet omkring hovedet for at forhindre, grisene guffer høsten i sig. Et bredt tandløst smil breder sig ansigtet, hun har flere rynker end en rosin. Betaget stirrer jeg hende ind i øjnene, mens hun tager mit ansigt i begge sine hænder og stirrer tilbage, vi står sådan tavse i flere minutter, begge optaget af hinandens fascinerende ansigter. ”Så hvid”, siger hun, ”så gammel”, svarer jeg. ”Kommer du for at tælle dyrene”, spørger hun, da hun har hørt os tale om køer. ”Jeg har en gris og en hund”. Jeg får forklaret formålet, mens Alejandro og ingeniøren aftaler, hvornår næste kursus holdes. ”Jeg fik lige hilst på din mor”, siger jeg til Don Alejandro idet vi kører, ”nej, nej,” svarer han, ”det er nabokonen, hun er kun 92!” Tænker, at der må være andet end pesticidrester i grundvandet her i dalen, med den gennemsnitsalder.

Sidst jeg stod og så på sikker affaldshåndtering, var i Nepals fugtige lavland. Store, sorte containere blev hurtigt fyldt med tomme pesticidemballage. Pga. manglende viden om korrekt anvendelse og sikkerhedsforanstaltninger er der mange forgiftningstilfælde og forurening af drikkevand og fødevarer. Diálogos arbejde med at forebygge de skadelige følgevirkninger, startede først i Bolivia, siden Uganda og Nepal. Bønder, forhandlere og sundhedspersonale er blevet undervist i sprøjtesvage/økologiske metoder, og bønderne har taget opfordringen til sig. De smider ikke længere de tomme hylstre i naturen. Problemet i Nepal er, at kommunerne endnu ikke har et program for, hvordan man bortskaffer farligt og giftigt affald. Det miljøfarlige affald ender udenfor storbyen og forurener drikkevandet.

Derfor stiger mit humør her i Pampas Grande, hvor jeg sammen med Omar og borgmesterens særlige rådgiver inspicerer 21 nye opsamlingscentre for farligt affald. Inden emballagen returneres til genbrug rengøres den for pesticidrester med tre gange skylning, el triple lavado, en metode, som agronomerne fra Nepal, Uganda og Bolivia lærte under et besøg i Danmark. Plagbol sørger for, at de tomme pesticidbeholdere opsamles til en større opbevaringsplads, hvor den ene røde sæk efter den anden er stablet op og klar til afhentning. For til forskel fra Diálogos’ projekt i Nepal, er det her lykkes at indgå samarbejde med en opkøber, 1 boliviano pr. kilo. Det er en win-win-situation for alle parter. Ved at lære om pesticidfaren mindskes sundheds- og miljøproblemer, samtidig med at bønderne bruger færre penge til kemikalier.

Under billedet af Evo Morales fylder la Honarable Elsa Genia Quito borgmesterstolen ud. Det er en dynamisk dame, som er med i flere udviklingsprojekter og ovenud begejstret for projektet. Mødet bliver lige klemt ind mellem et par andre, borgmesterkontoret er fyldt med mapper fra gulv til loft, på væggene hænger flotte plakater fra byfesterne, med billeder af kolossale grøntsagstårne, som bygges af afgrøderne. I Pampas Grande er der 34 landsbyer, og 80 % af befolkningen er bønder. ”Hvis nogen har brug for det her projekt, er det os”, siger hun. Indtil nu er kun 17 landsbyer med i projektet, men borgmesteren ser det gerne udbredt til resten af området og tilbyder sin hjælp. Kommunen har stillet en tekniker til rådighed, som hjælper ved kampagnerne. Borgmesteren i Vallegrande har hun også fået med i projektet. Jeg fortæller om Diálogos’ arbejde globalt og får flettet ind. at jeg er glad for, at projektet samarbejder med en kvindelig borgmester, da vi arbejder på at identificere forhindringer for kvinders deltagelse, for bedre at integrere kvinderne i projekterne. Vi får en søstersnak om magtstrukturer i et mandsdominerede Bolivia, mens Omar rømmer sig. De fleste af byrådsmedlemmerne i Pampas Grande er kvinder, viser det sig: ”Ingeniøren skal bare komme her, hvis han ønsker at udvide kønsperspektivet i projektet”, siger la Honerable til afsked, mens Omar, borgmesterkontorets særlige rådgiver og jeg kører ud i tomatmarkerne.

Projektet er blevet udvidet til et større område og endnu i sin opstartsfase her, den første kampagne har lige været afholdt, Omar indgår aftaler til højre og venstre om næste kursus og mulighed for at samarbejde. I forhold til CISUs og Danidas nye strategier, om at CSO fremover skal have en katalysatorrolle i samfundet, har Plagbol formået at skabe synergi mellem mange forskellige aktører. Kontoret ligger i La Paz, og under Dr. Guidos ledelse skaber et lille, men meget dygtigt arbejdshold resultater. Kun fundraisingen kniber det med, Plagbol gør sit bedste, identificerer donorer og sender projektforslag afsted, men det er svært. Så er det godt, at det er lykkes for Diálogos endnu engang at skaffe midler og arbejde for at forbedre miljøet fra Katmandu til La Paz.

Stjernerne er drysset ud på himlen i tusindtal, inden vi kører ind på pensionatet i El Rope. Det ligger som sidste skanse i bjergene, inden den øde landsbyvej forsætter ud i Andes. Værelset består af en seng, væggene er bare, bortset fra en enkel metalbøjle på et søm. Her er hverken mobil eller internet i dalen. Pensionatsmutter har stillet en tallerken frem med frisklavet ost og brød. Omar taler om det digitale frirum, selvom vi skriver 2017 bliver iPad, computer og mobil pakket væk. Her er kun et at gøre, op på tagterrassen, og lige under himlens magiske tag nyder vi en kold øl.