Af Annie Oehlerich, antropolog.

Den traditionelle healer er ofte det første valg, når sygdommen rammer. Erfaringerne viser at
sundhedsforholdene forbedres markant, når det traditionelle og biomedicinske system samarbejder.
Artiklen fokuserer på Diálogos sundhedsprojekter i Uganda og Bolivia og forklarer hvorfor
forfædreånder og ritualer kan indvirke på sygdom og sundhed i en kulturspecifik
sygdomsfortælling.

Diálogos sundhedsprojekter i Uganda og Bolivia

Diálogos har arbejdet med interkulturel medicin i såvel Uganda som Bolivia i mange år.
Erfaringerne viser at sundhedstilstanden forbedres, hvis man samarbejder mellem de to medicinske
systemer; det traditionelle og biomedicinske og bygger bro mellem sundhedsforståelserne. Den
traditionelle healer er ofte det første valg, når sygdommen rammer. Patienterne søger hjælp hos
deres egen healer frem for sundhedsklinikken. Adgang til vand, sanitet og basale hygiejniske
forhold er mangelfuld, og der er stor mangel på kvalificeret arbejdskraft og økonomiske ressourcer.
Fattigdomskriterierne sætter deres spor i sundhedstilstanden. Samarbejde og koordinering mellem
de to medicinske sektorer i den primære sundhedssektor er derfor nødvendig for at udvikle
behandlingsmulighederne og nedsætte børne- og mødredødeligheden i udviklingslandene. For bedre
at forstå de kulturelle udfordringer inden for sundhedsområdet arbejder Diálogos med uddannelse af
traditionelle helbredere og fødselshjælpere, både i Uganda og Bolivia.

Diálogos samarbejdspartner, KIMHECOP i Uganda arbejder med at opbygge tillid mellem de to
medicinske systemer, gennem forskning, uddannelse og træning af de traditionelle jordmødre i
bedre hygiejne, for at nedsætte mødredødeligheden. Der afholdes kurser om væsentlige
sundhedsrelaterede emner for kvindegrupper og for de traditionelle helbredere/fødselshjælpere,
ligesom der undervises i demokratiske rettigheder. Målet er igennem sundhedsarbejdet at medvirke
til en styrkelse af fredsprocessen og den demokratiske udvikling. Projektet foregår i Karamoja
regionen, hvor befolkningen lever som hyrder og seminomader. Området har været plaget af
konflikter om ejerskab af kvæg, borgerkrig, mangel på mad og vand samt naturkatastrofer i årtier.
De fleste børn dør af diarré, som især forekommer i regnsæsonen, fra marts til august, hvor
menneskelige ekskrementer fra buskene og kvæget medfører utallige fluer, som overfører bakterier.
I Karamoja anslås adgang til sundhedscentre til kun at gælde en fjerdel af befolkningen. Statens
sundhedsfaciliteter er koncentreret i byerne. Sundhed er midlet til at give befolkningen ressourcer til
at indgå i demokratisering og fredsskabende virksomhed.

I Bolivia arbejder Diálogos´ samarbejdspartner, Prodeco, med quechua- og guaraniindianere,
størstedelen af landsbyerne har ikke et sundhedstilbud i deres egen landsby, og patienterne har lang
transport for at nå frem til et sundhedscenter. Blandt guarani-indianerne er der 2 sundhedscentre og
18 sundhedsposter til 76 kommuner. Regeringen har lanceret en ny ambitiøs sundhedslov, der
arbejder med et interkulturelt sundhedsbegreb og giver ret til at praktisere traditionel medicin.
Ifølge loven skal de traditionelle produkter kvalitetssikres, helbrederne skal registreres og
certificeres. Dette arbejde har Prodeco været i gang med siden 1994 og arbejder nu tæt sammen
med Viceministeriet for Traditionel og Interkulturel Medicin.

Sygdomsårsager i de to lande

Medicinsk pluralisme

Ethvert samfund opererer med flere forskellige medicinske systemer, der sameksisterer.
Antropologen Arthur Kleinman (1980:50) taler om tre sektorer i det pluralistiske medicinske
sundhedssystem: den folkelige, folkemedicinske og professionelle sektor.

1) Folkelige behandlingssektor: Den største og mest dynamiske sektor omfatter al kurativ ikke
specialiseret viden. I denne sektor konstaterer patienten sygdommen og benytter sig af gamle
husråd. Det anslås at 70-90 % af alle sygdomme bliver behandlet her. Når patienten vælger at gå
videre med sin behandling er valget af næste sektor betinget af den specifikke
sygdomsopfattelse.

2) Den folkemedicinske sektor: I Danmark er denne sektor kendetegnet ved det alternative
sundhedssystem, specialiserede fagfolk og eksperter, i Uganda og Bolivia udgøres sektoren af
traditionelle helbredere, empiriske jordmødre, spåmænd og urtelæger som arbejder udenfor det
professionelle system.

3) Den professionelle sektor: Den biomedicinske sundhedssektor: Hospitaler,
sundhedsklinikker, praktiserende læger.

Grænserne for de tre sektorer er udflydende, ligesom behandlingerne er specifikke for de enkelte
kulturelle kontekster. Patienterne benytter sig ofte af flere behandlere, lige fra empiriske jordmødre,
spåmænd, til hospitalerne i byerne osv. Hvilken behandling de i sidste ende vælger, afhænger af
mange faktorer fra fortællingen om årsagerne til hvorfor de blev syge, geografisk afstand eller den
kulturelle forståelsesramme. I mange fjerntliggende landsbyer i andesbjergene er de traditionelle
helbredere ofte den eneste ressource, ligesom moderne lægemidler og hospitaler ofte er
utilgængelige for en stor del af den afrikanske befolkning. Det er derfor strategisk vigtigt at forene
de to medicinske systemer og inddrage den traditionelle medicinsektor, som fungerer i landsbyerne.
Den biomedicinske sektor erstatter ikke de oprindelige traditionelle medicinske systemer. Den
lokale befolkning håndterer ulykke og sygdom pragmatisk og benytter sig både af naturlægemidler,
konsultationer med healere, åndemanere og sundhedsklinikker. De bevæger sig rundt i alle sektorer
af de medicinske systemer, ofte på samme tid. Under sygdommens forløb sker der en glidende
overgang mellem sygdomsopfattelserne og årsagssammenhængen retrospektivt i forhold til
erfaringerne med en behandlings effektivitet.

Valg af traditionel medicin

Selvom familierne benytter sig af flere sundhedstilbud opsøger de fleste den traditionelle healer
først. Data fra Diálogos samarbejdspartnere viser flg. mønster:

Indianerne i Sydamerika og Karimojonger henviser til de samme årsager, når de skal forklare,
hvorfor de vælger den traditionelle behandler først: Det er billigere, den geografiske afstand er for
stor, frygt for repressalier og diskrimination på hospitalerne afskrækker mange patienter fra at
udnytte tilbuddene i det professionelle system. I Uganda bliver mange mødre afvist på hospitalet,
hvis sygeplejersken har fundet tegn på at de har opsøgt den traditionelle helbreder først. (2009,
Sundal M.). I Bolivia klager indianere over sprogproblemer, lægen taler ikke deres indianske sprog,
patienten mener sygdommen passer bedre til de traditionelle behandlingsmetoder.

At den traditionelle medicin fylder så meget både i Karamoja og Bolivia hænger sammen med at de
oprindelige folk har været ekskluderet fra nationalstaterne og har overlevet som folk ved at lukke
sig som øer i nationen, hvor de har fastholdt deres egne politiske, kulturelle og sociale systemer,
herunder de medicinske systemer. Under kolonitiden var den traditionelle medicinudøvelse juridisk
forbudt. I Uganda blev kulten omkring forfædreånder betragtet som hekseri og forbudt ved loven
”Witchcraft Act 1957”. I Sydamerika benyttede de gamle inkaer sig af særlige helbredere
Kallawayas, der rejste rundt og helbredte i hele Inkariget, og man ved at da Panamakanalen blev
bygget vandrede de hele vejen fra Titicacasøen til Panama og helbredte arbejderne for malaria.
Under den spanske kolonisering blev den traditionelle medicinudøvelse ligeledes forbudt ved lov i
Bolivia og betragtet som hekseri.

Indianerne i andesbjergene foretager mange præventive handlinger, som at spise en balanceret kost,
optræde ansvarligt, undgå at være emotionelt uligevægtig, ikke overtræde tabuer, som at gå alene
om natten, undgå døde dyr under graviditet. De bruger amuletter eller opsøger den lokale seer, der
spår dem i kokablade, inden de foretager en rejse eller starter på en ny uddannelse eller bliver gift
m.m. Mange traditionelle healere bruger kristne symboler som korset, vievand eller biomedicinske
effekter, som tomme vaccinationsglas fyldt med lykkefrø. Lægemidler fra vesten har en næsten
forførende kvalitet blandt de traditionelle behandlere i Uganda og Bolivia, hvorimod vi i Danmark
snarere forføres af naturmedicinen (White 2004), som det opleves med den nyreligiøse bølge der
flirter med shamanisme og clairvoyance.

Sygdomsfortællingen

Sygdom er hver mands herre, siger det gamle ordsprog, men spørgsmålet om, hvorfor vi bliver
syge, og hvilken behandling vi søger er kulturelt betinget og flettet ind i folks vaner, dagligliv og
religiøse verdensopfattelse. Den sociale og kulturelle konstruktion af sygdom og behandlinger er et
særligt felt indenfor den medicinske antropologi. Ved at undersøge andre kulturers medicinske
systemer, patienternes sygdomsopfattelser og behandlingsmetoder samt måden de forskellige
medicinske systemer sameksisterer, opstår der interessant viden.
Den medicinske antropologi operer med en dobbelt sygdomsopfattelse, henholdsvis patientens og
specialistens sygdomsbillede. (Kleinmann)

Patientens illness begreb (lidelse) er en del af den sociale og kulturelle konstruktion, der skal skabe
mening i patientens begrebsunivers. Lægens disease begreb (sygdom) bygger derimod på den
biomedicinske lægevidenskab.

Skitsen viser at det kun er en del af patientens subjektive oplevelse af sygdommen der forstås af
behandleren, ikke nødvendigvis den hele. Det vil sige at man kan føle sig syg, men i biomedicinsk
forstand være rask (Hastrup, 86 S.11). Patienten referer til sin egen sygdomsforståelse, når han/hun
søger behandling. Det er i mødet mellem de forskellige sygdomsfortællinger at der let opstår
misforståelser og forkerte diagnoser, patient og behandler imellem. En fælles sygdomsfortolkning
er alfa og omega. Når en patient er syg og beskriver de symptomer han/hun har, er de allerede sat
ind i en større kompleks sammenhæng af personlige erfaringer og mønstre. Den sociale
anerkendelse af sygdommen er vigtig. Man er først erklæret syg af sine omgivelser, når det samfund
man lever i, anderkender sygdommen socialt. Symptomer som vi anerkender herhjemme som særlig
karakteristiske kan betyde noget helt andet i den kontekst Diálogos arbejder i: Blandt quechua
indianerne er kvinderne mest frugtbare under menstruationen, fordi blod opfattes som livsgivende
og frugtbart. Indianere tror at diarré blandt småbørn skyldes klimatiske faktorer, fordi den sociale
orden med guderne er brudt. I Uganda får børnene diarré fordi modermælken er dårlig eller børnene
er offer for onde øjne. Troen på den bagvedliggende årsag sætter rammerne for den videre
behandling, som patienten vælger. Den traditionelle medicin er integreret i kulturens
betydningsunivers og indgår i de sociale, økonomiske og politiske institutioner. Helbredelse skal
forstås bredere end det fysiske velbefindende og kædes sammen med den åndelige, spirituelle og
sociale tryghed.

Sygdomsfortællinger

Blandt højlandsindianerne i Bolivia findes ikke noget ord for sygdom, i stedet bruges begrebet
Unquy – disharmoni. Sygdom tolkes som del af en social ubalance. At være rask er lig med at være
sund og arbejdsom. Indianerne bor i fællesskaber, hvor flere generationer bor under samme tag.
Samfundet fungerer via en række kollektive institutioner, som fælles arbejde, kollektivt ejet jord og
fælles sociale institutioner, hvor man bytter varer eller tjenester med hinanden. Bondesamfundet
udøver også en skarp social kontrol, fordi enhver afvigelse sker på bekostning af de andre. De
traditionelle moralkodeks fra inkaerne lyder: Du må ikke stjæle, lyve eller være doven. Alle
tilstande som går imod det normale er farlig, og dovenskab og melankoli skaber knuder i kroppen.
Man bliver syg af at blive liggende i sengen. Det er vigtigt for indianerne at leve i balance med sig
selv, sin familie, fællesskabet og til det kosmiske univers som omgiver dem. Indianerne lever i
brændpunktet for de sakrale kræfter, der fungerer som et makrokosmos til indianernes
mikrokosmos. Guderne har menneskelige træk og kan opføre sig gavmildt eller grusomt. En af de
vigtigste guder i andesmytologien er Pachamama, MODERJORD, som alle indianere ofrer til inden
de arbejder i marken eller tager et glas majsøl. Pachamama får kornet til at gro og føder mennesket
med sine afgrøder, men glemmer man at ære hende, kan hun være frygtelig i sin hævn og lade tørke
ramme landet. Indianerne skal dagligt balancere i et meningsfyldt balancesystem, som brydes ved
konflikter både på det ydre og indre plan.

Indianernes sygdomsopfattelse hænger sammen med en social kropsopfattelse, hvor sjæl og legeme
kan adskilles. Frygten for ubalance går igen i forhold til kroppens væsker: Fedt, blod og sjæleran.
Mennesket fødes med en bestemt mængde blod som ikke gendannes. Menstruation er undtaget.
Blod er livsgivende og blodprøver anses for sygdomsfremkaldende. Fedt er ligeledes livsgivende,
det kan være farligt at miste for meget kropsfedt, for i fedtet findes energien. Sjæletab, susto, er en
kulturspecifik sygdom som opstår ved chok, livskriser eller rejser, især børn er udsatte for sjæletab.
Sygdommen helbredes på flere planer, både fysisk, socialt, religiøst. Behandleren vil give patienten
suppe eller omslag med urteudtræk af tørrede og friske planter og familien vil lave et fælles ritual til
MODERJORD, for at formildne hende og få den fortabte sjæl tilbage.

Den naturvidenskabelige rationalitet, som er præmisset for biomedicinen kan ikke uden videre
overføres. I indianernes sygdomsfortælling er naturbegrebet udvidet. De udøbte børn tilhører f. eks.
bjergånderne, los Achachilla. En fremprovokeret abort er derfor et direkte angreb mod ånderne, der
reagerer igen med haglvejr, som ødelægger høsten. Indianerne operer med naturlige sygdomme,
som feber, gigt der er forårsaget af ”naturlige” årsager, som luft, vejr, vind, regnbue. De alvorligere
sygdomme som sjæletab, fedttab, tilhører en kategori af ”magiske” årsager, der kan være forårsaget
af løsgående ånder eller væsener.

Den traditionelle medicin i Uganda er holistisk og integrerer brugen af urter, plantemedicin og
spiritualisme. Sygdom forstås ofte som en konsekvens af sociale skævheder, eller dårlige relationer
med åndelige væsener, hvor kroppen reagerer på den sociale disharmoni. Diagnosen sker rituelt og
behandlingen har både en symbolsk og åndelig betydning. Tilværelsen som seminomader udfordrer
de sanitære forhold, de hyppige vandringer bringer af og til befolkningen længere væk fra de
statslige sundhedsfaciliteter i området. I den traditionelle sygdomsforståelse blandt Karamoja har
ånderne, afdøde som levende, stor indflydelse på folks liv og udgør sygdomsårsagen, især hvis man
overtræder tabuer. Ofte søger folk de lokale helbredere for at finde ud af, hvem der har forårsaget
uheld. Det er en proces at blive klar over sine synder. Man søger spirituel vejledning og
genopbygning af relationerne til ånderne. Spirit of the sky, AKUJ, kontrollerer naturen, bringer regn
og sender profetiske visioner gennem drømme til udvalgte behandlere, som er brohoved mellem de
store ånder og landsbyen. EKUWM er en ånd der opholder sig i vandet eller træerne, men hvis træet
fældes uden ånden er varslet, vil ånden tage bo i den der var skyldig og gøre vedkommende syg,
symptomer på Ekuwam er diarré, vægttab, galskab (KK139 3/11/07).

Antropologen Susan White (Mogensen & White 2004) har sagt, at fænomenet ved at fokusere på
det eksotiske og anderledes let bliver simplificeret og bekræfter vores egne ideer af, hvordan de
fremmede er. De syges forbindelse og håndtering af åndeverden skal forstås, for at opnå en
nuanceret forståelse af de sociale processer undervejs i sygdomsbehandlingen. Når folk bliver syge,
foretager de sig mange handlinger, ligesom os selv, for at helbrede sygdommen.

Naturalistiske/personalistiske systemer

Antropologien har længe forsøgt at forstå de traditionelle medicinske systemer på dens egne
præmisser. I 1970 lavede antropologen George Foster en tværkulturel opdeling af de ikke-vestlige
medicinske systemer, hvor han delte årsagsforklaringerne op i to klassifikationer; de humorale og
de personalistiske. Opdelingen er meget overordnet men stadig brugbar. De naturalistiske systemer
bygger på upersonlige ligevægtsmodeller, hvor balancen i kroppen opretholder et sund legeme, som
i yin og yang. Quechuakulturens medicinske system er et klassisk humoralt ligevægtssystem,
hvorimod det medicinske system i Karamoja er personalistisk, hvor sygdomsfortællingen
udspringer af noget der kommer ude fra kroppen, i form af en aktiv agent som ånder, ofte i form af
en serie uheld der rammer i flæng. Opfattelsen af årsagen til sygdommen er forskellig.
Den britiske antropolog Evans-Pritchard studerede den indre logik i tro og rituel praksis.Hans
monografi fra 1937 om hekseri i Azande er en antropologisk klassiker; Under sit feltarbejde oplever
Evans-Pritchard at et kornloft falder sammen, mens et par mænd sidder under det. Alle er klar over
kornloftet faldt ned, fordi termitterne har ædt træet, men hvorfor faldt det sammen lige da de sad
under det, spørger Azande. Hvorfor lige os? Mændene søger efter en forklaring. Azande mener
årsagen er hekseri, for ellers forklarer det kun hvordan man dør, og ikke hvorfor (Evans-Pritchard
1976 [1937]: 23). Vestlig medicin er analytisk på bekostning af det hele menneske og fokuserer på
den enkelte patient, men efterlader patientens sociale kontekst i kaos.

Hos folkene i Karamoja kan sygdomsfortællingen inddeles i flere årsager; hvad og hvem gjorde mig
syg, samt hvorfor blev jeg syg. De to første spørgsmål besvares også i den biomedicinske system,
men hvorfor berører hvordan sygdommen behandles i det sociale netværk og kultur. Antropologen
går ud fra virkeligheden findes. (Kirsten Hastrup:1986), hvis man starter med at benægte patientens
oplevelse af hekseri og isolere hændelserne, vil det blive forklaret som antropologens uvidenhed.

Hekseriets sociale mening er svar på en række af negative hændelser, hvor den syge er offer for en
aktiv ond agent. Folk forklarer ofte de uforståelige hændelser med at ”nogen sender ondt”. Det
finder sted dagligt, men opfattes som farligt. For at undgå sygdom må man derfor udøve positiv
adfærd og overholde tabuer. Det enkelte individ er ansvarlig for ikke at gøre noget socialt forkert.
Behandleren har særlige evner til at komme i kontakt med ånderne. Han/hun ser agenten, den onde
ånd eller den som vil patienten ondt. Det er ikke altid at der umiddelbart er noget som binder
symptomerne sammen, sygdomsfortællingen får først mening når hændelserne forklares og relateres
til hinanden af healeren. Hans rolle er at begrænse skaderne ved at neutralisere heksens magt, det
sker ofte gennem ritualer og styrkeprøve, hvor der skabes solidaritet og fælles integration. Hekseriet
får derved en social funktion og opretholder magtsystemet i samfundet.

Valg af behandler

De fleste sygdomme behandles først i hjemmet, og senere af de traditionelle behandlere og/eller på
sundhedsposten. Valget af behandler i den primære sundhedssektor er afhængig af fortolkningen af
symptomerne. Spirituelle lidelser vurderes ofte til at være farligere og befolkningen vælger den
traditionelle behandler, når symptomerne peger på sjæletab eller åndebesættelse. Blandt indianerne i
Bolivia opfattes diarré hos børn ofte som symptom på en ny tand eller sjæletab. En hyppig årsag til
diarré er overtrædelse af tabuområder. Hvis en gravid kvinde ser et dødt dyr på vejen, vil hendes
barn blive forskrækket og få diarré efter fødslen. Selv vil hun tabe håret. Streng kropskontrol,
herunder at kunne kontrollere smerter, lidelser, emotionelle følelser og negative impulser, er en del
af indianernes sociale kropsideal. Mange sygdomme er knyttet til tab af kropskontrollen. Et barn får
diarré eller kolik, hvis det har ammet hos en mor, der er emotionelt uligevægtig. Diarré opfattes
altså ikke nødvendigvis som et symptom på maveforgiftning i sig selv, og det kan give skadelige
misforståelser i forhold til behandling af infektioner.

KIMHECOPs daværende leder Annie Logiel lavede sit masterspeciale i international sundhed om
årsager til diarré i Karamoja, (2004). Undersøgelsen viser at familiens først giver det syge barn
urteafkog, som de tilbereder med forskellige urter, afhængig af hvilken diarré barnet havde,
forældrene kender til 26 forskellige typer rødder, som de lavede afkog af. Familien stillede selv den
første diagnose baseret på diarréens farve og type, der klassificeres som gul, grøn og sort, diarré
med slim og diarré forbundet med malaria og feber. Forældrene havde let ved at behandle gullige
og hvidlige typer diarré. Den gullige diarré, som kan være forbundet med gulsot og feber, blev
betegnet som den mest alvorlige form for diarré blandt børn. Symptomer på vandig diarré opfattes
som tegn på, at børnene udvikler deres første sæt tænder. Annie Logiel spurgte de traditionelle
behandlere, hvilke tegn de ser efter hos et barn med diarré. Svaret var at de kigger efter tegn i
afføringen, tegn på gulsot, om barnet er ved at udvikle nye tænder, at de ser i øjnene, eller spår
barnet ved hjælp af et par sandaler der smides i luften. Når de lander på jorden kan behandleren
læse, hvad sandalerne fortæller ham om det syge barns tilstand.

Alle dele af behandlingen er et svar på de ultimative spørgsmål om årsagssammenhængene, hvad og
hvem gjorde barnet syg, samt hvorfor. Sandalerne er del af behandlerens performance, et medie for
at visualisere ritualet ligesom kokabladene er i ritualet i Bolivia. Det er del af et kollektivt socialt
forløb, der gør ritualet virkningsfuldt og skaber social og kulturel orden. Den traditionelle behandler
har funktion som spirituel vejleder og skaber ved sin autoritet tryghed for familien, som har stor
tillid til den traditionelle behandler.

Projektresultater

I Uganda er det en udfordring at de traditionelle behandlere har praktiseret uden nogen form for
kvalitetskontrol, eftersom de ikke har været anerkendt af det officielle system. KIMHECOP er ved
at ændre på udviklingen gennem samarbejde og koordinering mellem de to medicinske sektorer i
den primære sundhedssektor, for at skabe en bæredygtig udvikling af Karamoja-regionen. Arbejdet
sker i samarbejde med personale fra det officielle sundhedssystem. Projektet med Dialogos er inde i
sin tredje fase, hvor der forsat er fokus på sundhedsaktiviteter blandt målgrupperne, samt et særligt
fokus på at opbygge KIMHECOP’s kapacitet med henblik på styrkelse af civilsamfundet og
fortalervirksomheden. Resultaterne fra de to første faser af projektet viser at sundhedstilstanden er
forbedret. I 2012 opsøgte 46 % af medlemmerne i projektets kvindegrupper sundhedspostene i
området. KIMHECOP er anerkendt i distriktet for sit arbejde, både af lokalbefolkningen, de
traditionelle healers og sundhedsmyndighederne.

I Bolivia uddanner Prodeco de traditionelle helbredere til at blive bedre til at sende den syge videre
til sundhedspostene. Projektet har afsluttet sin sidste fase i 2015, Diálogos forsøger at forsætte
processen. I sidste del af projektet har der været fokus på at styrke de traditionelle helbrederes
empowermentproces og fortalervirksomhed, og det har udvirket at kommunerne i deres budgetter
har afsat midler til interkulturel medicin og øget sundhedsservice med 23 %. På ti hospitaler er det
ansat traditionelle helbredere af kommunerne, som fungerer med konsultationer på de lokale
sygehuse. Prodeco har endvidere fået sæde i sundhedsministeriets nationale sundhedsråd, der er et
rådgivnings og diskussions forum for udvalgte repræsentanter indenfor sundhed i Bolivia.
De kulturelle udfordringer mellem den traditionelle og biomedicinske medicinsektor er
formindsket, der er skabt en øget forståelse for de forskellige opfattelser af sygdom og brug af
behandlere. Begreber om sundhed og sygdom er i høj grad involveret i det daglige liv og kulturelle
praksis. Kun ved at anerkende det faktum og skabe bro mellem de medicinske forståelser, som
Diálogos gør, kan man reelt flytte på de skæve indikatorer og forbedre sundhedstilstanden.