Vi kører i en gammel firhjulstrækker, gennem floder, stejle hårnålesving, på grusveje, for omme bag bjergene at blive mødt af en nysgerrig og gæstfri gruppe bønder, der er så taknemmelige over, projektet også når ud til dem.

Alain, hans søn Benjamin, og jeg besøger Prodecos nye 4-årige projekt. MISEREOR fra Tyskland, CISU og Credil fra Canada samfinansierer SANA-projektet: Salud, Agroecologia y Naturaleza. Gennem ernæring, fødevaresikkerhed, bedre salgsmuligheder samt organisatorisk udvikling af kvinde- og ungdomsorganisationer forbedres sundhedstilstanden i Potosi og Chuquisaca for en gruppe fattige indianske bønder. Projektet er en fortsættelse af et toårigt pilotprojekt, som blev gennemført under COVID-19’s vanskelige arbejdsbetingelser.

Det er fem år, siden jeg sidst var her, inden pandemien satte ind. Jeg er tilbage i det land, hvor jeg sammenlagt har boet i næsten 20 år siden min ungdom, og jeg mærker de sociale og økonomiske uligheder fra COVID-19. Den fattige del af befolkningen har forringede indkomstmuligheder, alle som en har mistet familiemedlemmer. I slumkvartererne blev ligene smidt uden for husene i sorte sække hver morgen og blev kørt væk. Min venindes mor døde på hospitalet af COVID. ”Vi var så heldige af få liget udleveret, så vi kunne begrave hende!”, sagde hun. I storbyerne tager man stadig temperaturen, inden man går ind i en bygning, mange bruger masker på gaden, og alle opfordres til ”distancia social”, men COVID slog ikke lige så hårdt ned på landet, som i byen. På landet bærer ingen ansigtsmasker.

Efter et par timers kørsel kommer vi til Isluco, hvor 40 familier er med i projektet, vi skal mødes med fem bønder fra projektkomitéen. Hele landsbyen er mødt op, selvom Bolivia fejrer årsdagen for den plurinationale stat, og alle holder fri. Landsbyformanden blev kaldt til La Paz for at marchere, og de unge er i Sucre for at arbejde i ferien, men resten venter på os i skolen. På røde og blå plastikstole sidder kvinderne til højre, og mændene til venstre, langs væggen. Teknikere og Diálogos bliver bænket ved et par tomme skoleborde, så vi kan blive set an. Landsbyen har dannet en projektkomité, som er rejst til Sucre for at bede Prodeco om, at projektet kommer til dem. Præsidenten for komitéen viser os stolt brevet med alle stemplerne og underskrifterne. Han er ung, iført cowboybukser, vindjakke og strikhue. Det er kun de ældre mænd, som stadig bærer de traditionelle klædedragter, poncho, hvide vævede bukser og filthat.

Prodeco har sammen med komiten lavet en arbejdsplan og mødes hver tredje måned. Teknikerne bliver holdt i ørene. Den politiske udvikling i Bolivia betyder større bevidsthed om social kontrol, målgruppen er nu partnere og deltager i planlægningen og monitoreringen af projektet. De følger op på personalets arbejde og kender det fulde budget, ligesom de diskuterer ændringer. Der er stor entusiasme. Alle aktiviteter gennemgås nøje. Landsbyen vil gerne forbedre afgrøderne, så folk ikke migrerer, landsbyerne bliver gradvis affolket, de unge søger ind til byerne og bliver en del af den store arbejdsløshedsstatistik. Unge udnyttes seksuelt, gadebørn sniffer lim eller sælger kamme og tyggegummi på en avis på fortovet.

Bønderne vil gerne have hjælp til mobile drivhuse, som forbedrer dyrkningen. Det er for koldt at dyrke tomater i det fri mellem maj og juni, og tørken gør, at der ikke er mange afgrøder. Papegøjerne, fuglene, de vilde kaniner æder afgrøderne. De ønsker net til at beskytte markerne. Høns, spørger de, er det muligt? De har får, men ellers ingen husdyr. Kosten består af majs, kartofler, hestebønner, tomater. Prodecos tekniker Roxanna får alle til at fortælle, hvad de spiste i går. Ingen nævner kød, de fleste fik suppe med ris, majs, spaghetti, bønner og kartofler. En kvinde i 40’erne tager mod til sig og rejser sig op, hun har bare fødder, sandaler af cykeldæk, strikkede benvarmere og lag på lag af trøjer. Påklædningen fuldendes af en bred hat med blomster. ”Det er så godt, I kom her, vi er så glade og vil jer så gerne”, siger hun på quechua. ”Vi er diskrimineret, vi vil så gerne lære mere”. Straks rejser præsidenten sig og modsiger hende, ingen her er diskrimineret. Manglen på mad og de sultne børn tænker han ikke ind i billedet, kun angsten for at kvinderne vil have mere viden og magt.

I Sorojchi sidder vi i en rundkreds i ferskenlunden på en væltet træstamme og taler spisevaner. Her er 36 familier mødt op. De kan ikke leve af deres subsistensøkonomi, selvom de dyrker både fersken, løg, samler vilde planter og fisker lidt. Vi er ikke langt væk fra første landsby, her har fire familier en ko og laver yoghurt og ost, men der er ikke marked til at sælge. Byen ligger for langt væk. Forskellene mellem landsbyerne i projektområdet er slående. Markerne invaderes af kaniner og harer af og til. ”Fanger I ikke dem og spiser?”, spørger vi, men dyrene er for hurtige, og de har ingen jagtteknikker. Småfuglene skyder de med stenslyngen, men de har ingen tradition for at spise dem. Kvinderne kommer med deres store gryder og byder på kogte hestebønner, hvide saftige majs, tomatsalat og kartofler. Alle har mobiler, under den lange COVID-nedlukning blev kvinderne tvunget til at lære teknikken. Børnenes skoleresultater skulle fotograferes og sendes til læreren. Ikke alle husstande har et TV, og der er ikke så mange paraboler at se som før. Der streames på telefonerne.

Efter flere timers kørsel holder vi møde med sundhedspersonalet på el Centro de Salud, som skal være med til at lave baselinestudie. De sidste tal er fra 2016, hvor 20 % af børnene under fem år var underernæret. På rådhuset i Ravelo venter borgmesteren, lægen og et par kommunalpolitikere på os. De ønsker projektet når bredere ud end kun til fem landsbyer i Potosi, da alt for mange børn er underernæret.

Vi kører videre til Mojocoya, i Chuquisaca. Igen går turen ad de snoede grusveje, gennem bjergpas, der er så smukke, at mit hjerte hamrer. Skyerne hænger over toppene. Alain føler, han er i Valhalla, selv tænker jeg på Harry Potters magiske univers. Der er ingen andre biler. På markerne høster bønderne kartofler og pløjer marken med en gammeldags plov og en trækokse. Af og til stopper en fåreflok på vejen vores færd. Vi er fremme om natten, og jeg kan se Venus stå tæt på nymånen. En markedskone venter os med stegte kyllingestykker, spaghetti, ris og pomfritter. I Mojocoya er der endnu ikke indgået samarbejdsaftale, fordi den gamle ledelse i subcentralen blev skiftet ud i november. Derfor er baseline heller ikke udført endnu. De nye ledere har ikke tid til at mødes, men de vil gerne vide, hvad der er i projektet til dem! Under pilotprojektet blev de små marker i et par landsbyer overdækket med blå net, så papegøjerne ikke spiser hele høsten. Det har haft en fantastisk virkning, og der er stor forskel de steder, hvor projektet har været, men de nye ledere i subcentralen bryder sig ikke om det. Landsbybeboerne og hospitalet ønsker, at udviklingen fortsætter, men projektet går ind ad vinduet, ikke ad døren, siger lederne og synes, der er for meget organisationsudvikling og for lidt cement i projektet. Mange repræsentanter fra landsbyerne er mødt op på Prodecos kontor for at sikre sig, at projektet når ud til dem. Flere kendte Miguel Isola og Prodecos gode navn. Her er bønder, som forbereder jorden på nye afgrøder, imens de venter på, at samarbejdsaftalen underskrives.

Det er frokosttid, vi får en plads i en stor bingohal, med spillemaskiner med nøgne piger, stedet er invaderet af en stor gruppe Jehovas Vidner fra St. Cruz. TV’et kører med tegnefilm, som Benjamin nyder, lydbilledet er på plads, og holdet og jeg nyder en tallerken græskarsuppe og segundo, inden vi kører videre.

I de næste par landsbyer ser vi eksempler på organisationsudviklingen. Kvinderne er mødt talstærkt op: 30 kvinder og én mand. Kvindeorganisationen har eksisteret i mange år. Under pilotprojektet har de diskuteret husholdningsøkonomi og rollefordeling i hjemmet. Kvinderne er svært tilfredse med undervisningen og vil gerne have mere. Subcentralens sekretær kommer anstigende på en motorcykel, han har hørt om vores besøg. Borgmesteren er i La Paz, til møde med MAS, men har sendt ham, og højlydt understreger kvinderne, at de er parat til at marchere for at få lederne til at skrive under på samarbejdsaftalen. Man mærker spændingerne. Alain forklarer præcist og tydeligt sekretæren, hvad projektet går ud på. Det viser sig, at det kun er hans underskrift, som har forsinket implementeringen i tre måneder. Han lover, at han vil skrive under, med forbehold. Kvinderne disker op med mad, fra mindst 15 fyldte gryder, fade og spande. Projektet kombinerer teori med praksis, imens de undervises i økonomisk empowerment, lærer de også nye madvaner. Det er en god kombination. Vi skal smage alt, fra gulerodskage til spinatfrikadeller.

I Casa Grande, sidste stop på vores hastige odyssé, venter endnu en kvindegruppe på os. De har været organiseret i mere end 30 år, et magtskifte fandt sted under pandemien, hvor de unge kom til. Prodeco afholdt et kursus, hvor de talte om salgsteknikker, og de lærte at forbedre kvaliteten på gedeoste og brød, så salget går lidt bedre, men de har også diskuteret, hvorfor kvinderne ikke fik del i overskuddet, når de fx sælger deres gedeoste. ”Har I noget, I gerne vil spørge os om?”, spørger vi til sidst. ”Ja, hvorfor er hun så hvid?” Yery, Prodecos direktør, svarer, at solen sjældent når så langt mod nord! Spørgsmålene hagler ned over os: hvor langt væk ligger Dinamarcamanta, hvad spiser vi, er der køer? Vi tegner og fortæller om livet på en fjern planet kaldet Danmark.

Prodeco er solid finansiel, med et nyt organisatorisk setup. I mange år var Diálogos den eneste donor, men efter skift af ledelsen administrerer de nu syv projekter. De fortsætter mange af de gamle administrative rutiner, som anti-korruptions strategier og monitoreringsmetoder. Selv bestyrelsen er blevet fornyet, Miquel Isolas søn er trådt ind i stedet for sin far, og den nye bestyrelse er mere involveret i projektet end tidligere. Den første uge på kontoret holdt vi kursus i civilsamfundsstrategier, kritisk tænkning, kønsroller og ny maskulinitet. Et nyt yngre hold teknikere er lige blevet ansat, der er en ny udvikling og øget bevidsthed om diversitet i samfundet. Sucre har fået sin første mandegruppe. Projektet er i opstartsfasen, og teknikerne er som langdistanceløbere på startlinjen. Utålmodige efter at præstere. Der er en fed energi i luften.

Stjernebillederne er spejlvendt på himlen, vi er først i Sucre sent om aftenen efter at have kørt rundt i de jordfarvede andesbjerge, ti timer dagligt. To ugers projektrejse er til ende.

Annie Oehlerich