Skrevet af Annie Oehlerich, som sammen med Erik Jørs har været på projektbesøg i Chitwan, Nepal.

“What kind of a doctor are you?” Spørger den nepalesiske bonde Erik Jørs, “doctor for plant or doctor for animals”, “No I am more a doctor for humans”, lyder svaret. Antropolog Annie Oehlerich og læge Erik Jørs fra projektgruppen er på projektbesøg i Chitwan,i Nepals lavland, hvor ICOEPH og Diálogos gennem en årrække har arbejdet med forebyggelse af forgiftninger og forurening med pesticider i landbruget. På denne Farmers Field School bliver bønderne uddannet i integreret pest management. Skolen foregår i det fri, ude på marken. Spørgsmålet er forståeligt nok, for Erik har lige berettet om sprøjtemidler og deres negative effekter på dyr og planter. Vi sidder alle under en skrå farverig, orange presenning, som dækker for den skarpe sol, men giver mig associationer til Roskilde festivalens logo. Bonden sidder på sin orange presenning, på jorden i skrædderstilling, sammen med 15 andre bønder. Kvinderne i farvestrålende sarier, mændene med den traditionelle, vævede herrehat i flotte mønstre. Erik og jeg har hver fået en hvid plastikstol tildelt. Spredt på jorden ligger numre på nepalesisk, som vores samarbejdspartner Nepalic Public Health Fundation bruger til at mærke de forskellige afgrøder med. 

Projektet har sat fokus på at forebygge sprøjtemiddelforgiftninger i Nepal. Et tværfagligt samarbejde med landbrug, sundhedsvæsen og uddannelsessystem for forebyggelse af forgiftninger og forurening er oprettet. I Nepal bakkes projektet op af bøndernes organisationer, ligesom universiteter, ministerier og private pesticidsælgere og professionelle sprøjtere deltager.

Næste feltbesøg er hos en af de 20 registrerede professionelle sprøjtere i sognet. Bagved en bue lavet af bananpalmer, som er flettet sammen i toppen, står et lille hvidkalket landhus, hvor familien bor: mand, kone og tre døtre. Desuden er der en søn, der er gift og flyttet hjemmefra. Manden har sprøjtet gennem 15 år, han er selvlært og kunne let tømme op til 40 tanke pr. dag, ca. 15 minutter pr. tank, fortæller han, det tjente han mellem 45 og 70 rupi på pr. dag. Især neurotoksiske pesticider mod insekter. Han viser os en blå flaske Nooran 505 medinsektgiften Chlorpyrifos, som han plejede at sprøjte med, det er forbudt at bruge herhjemme. Beskyttelse har aldrig rigtig været på tale, højst et par handsker, men han mener ikke at have haft symptomer på forgiftninger, selvom han brugte chlorpyrifos-cypermethrin og glycol. Sprøjteudstyret og pesticiderne var dyrebare, og derfor gemte han det under sengen om natten, til stor irritation for konen. Hun sidder storgrinende i grønne løse bukser og rød tunika, i den klassiske skrædderstilling på jorden. Manden har taget plads på en træseng, der står uden for huset, sammen med Simrin og Abhinav, vores projektledere, og fortæller om, at kursuset i håndtering i farlige sprøjtemidler var en øjenåbner for ham. Bagved døren står en af hans døtre i en rød sari, og lytter med. ”Jeg stoppede med at sprøjte øjeblikkeligt efter jeres kursus. Jeg fandt ud af, hvor farligt det var”. Konen nikker. ”Hvad med dig, sprøjtede du også?” spørger jeg. ”Nej” udbryder hun, ”det stinker”, og tager sig demonstrativt til næsen, mens hun forsætter: ”Stor tak til jer, først efter jeres kursus fik jeg sprøjtemaskinen og pesticiderne ud af soveværelset, han har ikke villet lytte til mig i mange år”. 

Fløjlsgardinerne hos distriktsformanden er lyserøde, bagved forhænget skjuler der sig en dør til toilettet. Vi er til møde med de lokale autoriteter, provinsledere og wardsformænd. De sidder tæt sammen i rundkreds, over halvtreds herrer og et par enkelte kvinder. Det er et nyt føderalt Nepal vi er vidne til, processen har været lang. I 2006 indgik parterne en fredsaftale og endte 10 års væbnet konflikt, i 2015 fik landet en ny grundlov, valg og endelig i februar 2018 fik ny regering. Den tidligere kommunistleder Sharma Oli indgik i en venstreorienteret alliance og fik flertal i både over- og underhus. Det startede en historisk decentraliseringsproces, Nepal blev opdelt i syv provinser, 27 kommuner og mere end 6.680 wards, som på dansk bedst kan oversættes med sogne. I forhold til projektet betyder det, at vi inden for samme geografiske område nu arbejder i 25 sogne, mod de ti landsbyer, som projektimplementeringen startede med i 2018. Mange af de lokale autoriteter er bønder og er meget interesserede i pesticidprojektet. På distriktsmødet i dag bliver der diskuteret både laboratorium og det nye pesticideforslag, som regeringen er kommet med. Deltagerne ønsker at installere et fødevarelaboratorium, så de kan måle for rester af sprøjtemidler. En arbejdskomité bliver nedsat for at se på mulighederne. Man kan mærke, at folk er idealistiske og involverede, projektet blæser med de korrekte politiske vinde og har til tider svært ved at følge med. Det diskuteres, hvordan man uddanner specialiseret personale og vedligeholder udstyret. Som en ældre kvinde myndigt siger: ”Det er let nok at skaffe sig en elefant, men man skal også kunne fodre den”. 

I skumringstimen sidder Erik og jeg sammen med projektledelsen ved floden, elefanterne går langs vejen, et par krokodiller ligger under flodvandet og ser på kanoen, der fragter de sidste turister fra Chitwan nationalpark tilbage over floden. Vi får popcorn og en et liters kold grøn Tuborg hver især. Værten spørger, om vi er til and, jo da nikker vi begge, og kort efter ser vi jagten gå på ænderne ved brønden. Rap, rap, siger det. Vi kan vist godt nå en stor øl mere, inden maden er klar. Projektet kører godt, og der er grund til at skåle.