Der er langt fra den livsstil, vi normalt forbinder dette dragende gule metal med, og til den blandt dem, der hiver det op af jorden. I Filippinerne anslås det, at 400.000 mennesker er involveret i ”small scale gold mining”. Guldet giver familier mad på bordet, penge til uddannelse og et håb om et bedre liv, men arbejdet med at finde guld er både risikofyldt og udmattende, bl.a. på grund af den massive brug af kviksølv, som bruges til at adskille guld fra andre materialer, og er til fare for arbejderne og miljøet.

I starten af 2017 havde jeg ikke forstillet mig, at meget af mit forår og min sommer skulle tilbringes med at beskæftige mig med guld og kviksølv. På et klinikophold på Frederiksberg Hospital stiftede jeg bekendtskab med Rasmus Køster-Rasmusen, som fik introduceret mig til projektet om sammen med den filippinske partner BanToxics at udbrede viden om de skadelige virkninger på mennesker og miljø og om kviksølvsfrie alternative metoder.

Da det kviksølvsfrie alternativ ikke kræver dyrere materialer og samtidig giver samme udbytte af guld, tænkte jeg, at den lå lige til højrebenet, og at den globale kviksølvsudledning ville blive drastisk reduceret, blot rygtet om dette alternativ blev spredt.

I marts rejste vi en delegation fra Diálogos til Filippinerne. Her ventede der os 14 tætpakkede og lærerige dage, hvor vi i følgeskab af BanToxics skulle undersøge, hvordan det stod til med udfasningen af kviksølvet.

Første stop var T’Boli, et område med mange miner, og hvor kviksølvbrugen stadig er meget udbredt. Vi startede med at møde repræsentanter fra den lokale miljøafdeling, som fortalte om, hvordan de med støtte fra bl.a. BanToxics havde været et af de første steder i Filippinerne til at formalisere guldminedriften i området, ved bl.a. at udstede tilladelser til minedrift imod afgifter og bevis på, at der ikke bliver brugt kviksølv. I Filippinerne og mange andre steder i verden er ”small scale gold mining” ikke lovligt, hvilket komplicere mulighederne for at skabe bedre forhold for de mange minearbejdere.

I dagene derefter tog vi ud for at se minerne, her blev vi taget imod af master mineren Sir Nono. Sir Nono er en ældre mand, som hele sit liv har arbejdet i minerne. I dag ejer han sine egne miner og sin egen mølle, her inviterer han sammen med BanToxics lokale minearbejdere til undervisning, hvor de over et par dage gennemgår, hvordan man kan bearbejde sin malm uden kviksølv. For de andre minearbejdere er Nono blevet et bevis på, at det er muligt at finde og gøre det på en forsvarlig måde uden kviksølv. Sir Nono viste os stolt rundt i sine miner og forsøgte tålmodigt at undervise os i at blive gode guldgravere. At have repræsentanter for kviksølvsfri guldminedrift som Nono er en kæmpegevinst, ikke nok med at han har undervist utallige minearbejdere i T’Boli, han har også med BanToxics og Diálogos senest været i Uganda og Danmark for at undervise henholdsvis ugandiske minearbejdere og forskere fra hele verden i, hvordan man kan øge sin udvinding af guld, samtidig med at man dropper kviksølvet.

På rundrejsen oplevede vi, at det at overbevise folk om at ændre indgroede vaner, uanset hvor skadelige de er, er svært – specielt når man arbejder med en gruppe, som ofte ikke har råd til at miste en dagsproduktion ved at eksperimentere med nye arbejdsgange. Men vi fornemmede, at et frø er blevet plantet og ved at støtte ildsjæle og sprede det gode budskab om muligheden for en kviksølvsfri og udbytterig guldminedrift, er en fremtid uden kviksølv i ”small scale gold mining” på vej.