Gennem dokumentation kan selv ganske små NGO-projekter opnå en effekt, der ligger langt ud over størrelsen af de midler, de har fået bevilget; og det ikke kun i projekt-området men også i andre lande, hvor lignende problemstillinger optræder.
Vær ej ræd
Forskning forskrækker ofte folk, fordi forskere tit opfattes som nørder, der sidder i deres elfenbens-tårne fordybet i et problem som kan virke langt fra virkeligheden. For nogle kan det være svært at se, at forskningen kommer befolkningen til gode.
Men sådan behøver det ikke at være! Ideen med at dokumentere effekt og effektivitet af det, man laver, er grundlæggende for godt arbejde, både i pilotfasen af et projekt og gennem projektperioden. På den måde kommer erfaringerne andre til gode. Kalder vi det ”dokumentation” frem for ”forskning” er det vel ikke skræmmende.
Dokumentation
I Diálogos og Icoephs projekter har vi gennem i hvert fald de sidste 10 år forsøgt at dokumentere effekten af vores indsats forud for opstart af en aktivitet, under projektforløbet og ved evalueringer. Disse oplysninger har især været vigtige i forbindelse med fortalervirksomhed overfor politikere og beslutningstagere, lokalt, nationalt og internationalt. Resultaterne er blevet kendt og i visse tilfælde har det ført til handling.
F.eks. har vi set ministerier ændre praksis om rådgivning af bønder, og undervisningsteder har ændret læseplaner og materialer. Men også for selve målgruppen er det vigtigt, at vi kan dokumentere indsatsen virker , hvis vi som en del af et projekt gerne vil ændre en adfærd.
Viden tæller
Det skal kunne ses og føles, at det betaler sig at investere tid og penge i ny teknologi og nye vaner, ellers er gamle praksisser og vaner svære at bryde.
De fleste vil se med deres egne øjne og i deres eget land, at det nytter noget, før virkelige ændringer kan tænkes at ske, og det gælder for både beslutningstagere og målgrupper.
Som sideeffekt har mange studerende og professionelle fra både donor og modtagerlande fået lejlighed til at medvirke i disse projekter; en erfaring som i visse tilfælde er bestemmende for deres fremtidige interesseområder og kommende positive kontakter.
I Diálogos’ og Icoephs sundheds- og miljøprojekter har det f.eks. drejet sig om at finde ud af, om man tjener mere på dyrkning af en hektar kålhoveder med vanlig brug af sprøjtemidler sammenlignet med sprøjtesvage eller økologiske teknikker?
Om det ugiftige borax giver et større udbytte af guld, når det erstatter det giftige kviksølv i guldudvinding i små miner?
Om antallet af forgiftningstilfælde mindskes, hvis man bruger mindre giftige midler, bedre hygiejne og personlig beskyttelse?
Om SMS beskeder virker i folke-oplysningskampagner om graviditet og forgiftningsrisici?
Om effekten af et undervisnings-forløb på målgruppens viden og praksis ved almindelige folke-sygdomme i lokalområdet mv.
Udvind erfaringer
Det drejer sig oftest om at interviewe et vist antal mennesker før og en vis tid efter en projektaktivitet og så registrere forskellene, vel vidende, at der kan være andre ting, der forstyrrer billedet. Den slags forsø-ger man at tage højde for i sin planlægning og analyse af resulta-terne. I bund og grund er almindelig kendskab til procentregning tilstrækkeligt.
Skabes der en rimelig god dokumen-tation, er andre interesserede i at bruge erfaringerne i deres NGO-projekter; eller den ny viden kan spredes via virtuelle platforme som WHO, FAO, YouTube, open source m.fl.
Diálogos og Icoeph har fået hjælp af forskere fra danske universiteter og de arbejdsmedicinske klinikker m.fl.. Jeg ved, at der ligger mange ressourcer gemt i den verden.
Forskerne vil gerne bidrage med det, de nu er bedst til, nemlig dokumentation af det vi andre render rundt og laver ude i den store verden
Bedre brug af midler
NGO’er må væk fra et ”vi tror nok, det virker” til et ”vi ved med ret stor sandsynlighed, at det virker”.
Den rene empiriske tilgang, der bygger på erfaring og tro, bør suppleres med systematisk viden om, hvad der virker, og hvad der ikke virker.
På den måde kan de midler, vi anvender til bistand, bruges mere effektivt på at opnå blivende forbedringer i verden.